A-Bakken
Ude på spidsen af Refshaleøen
- på det nordligste Amager - har der ligget et kraftværk siden
1971. Amagerværket er en meget vigtig brik i den samlede
forsyningsplan for hovedstadsområdet, og værket er gennem de
seneste tre årtier løbende blevet udvidet og renoveret.
Kraftværket, der i dag er ejet
af HOFOR (Hovedstadens Forsyningsselskab), står nu overfor en
gigantisk udvidelse, der i folkemunde efterhånden er blevet kendt
som A-Bakken. Navnet kommer fra det spektakulære forslag, som
arkitektfirmaet BIG har udarbejdet, hvor hele det nye
bygningskompleks pakkes ind i en stor skal, der på den ene side
udformes som en 90 meter høj skibakke.
Arbejdet med at opføre det nye
forbrændingsanlæg har været i gang siden slutningen af 2013 og
opførelsen af råhuset udføres af NCC, der for nogle år siden
afsluttede et lignende - men dog mindre - projekt på
forbrændingsanlægget KARA i Roskilde.
Forarbejdet på pladsen har
bl.a. betydet et omfattende piloteringsarbejde med mere end 250
stk. 30 meter lange betonpiller, der er banket ned i undergrunden
for at finde fast støtte. Herefter er der støbt fundamenter og
gravet ud til den store affaldssilo, og bygningen har efterhånden
fundet sin endelige facon.
Det højeste punkt over
jordniveau er 55 meter, og da stort set hele anlægget er støbt
insitu, har der været tale om en meget stor betonopgave. PASCHAL
har leveret store mængder LOGO-form til fundamenter og vægge og
SHORING understøtning til de mange kraftige dæk. Til de høje
bygningsdele er der også anvendt PASCHAL's nye klatreforskalling.
Det har været en af de største forskallingsopgaver, som vi har
medvirket til, hvilket også afspejles i, at en af vores fem
ingeniører har været allokeret til projektet på fuld
tid.